Den 2. juni 2006 vedtog et enigt Folketing en beslutning om, at det offentliges
brug af informationsteknologi, skal være baseret på åbne
standarder. Beslutningen er kendt som B 103. En del af teksten til B103 lyder:
"Regeringen bør sikre, at alle digitale informationer og data,
som det offentlige udveksler med borgere, virksomheder og institutioner, findes
i formater, der er baseret på åbne standarder."
Men i det efterfølgende arbejde med at omsætte beslutningens tekst til specifikke krav og vejledninger til offentlige institutioner, blev kravet om at udveksle data via åbne standarder udvandet til, at de offentlige institutioner blot skulle kunne modtage dokumenter via åbne standarder. Der var pludselig ikke længere nogen krav til de dokumenter, som det offentlige afsender. I pjecen "Sådan anvender du åbne standarder i din myndighed" kan man endda på side 32 læse, at "Du er IKKE i den forbindelse forpligtet til at kunne afsende dokumenter i ODF eller OOXML formatet".
I forbindelse med den politiske debat om dette spørgsmål, mente flere politikere, at det ikke var nødvendigt at fastsætte regler om dette, da det offentlige typisk ikke sender redigerbare dokumenter til borgerne, og at ikke-redigerbare dokumenter kunne sendes i PDF-formatet.
I tiden siden da, har det vist sig, at borgerne fortsat modtager dokumenter fra offentlige myndigheder i proprietære formater. På denne side har vi samlet en række eksempler:
- På boligforbedringer.dk kunne borgerne fra den 14. april 2009 søge om offentligt tilskud til at forbedre deres bolig. Men for overhovedet at skulle ansøge, skulle borgerne indtaste oplysninger via en Flash-applikation på en hjemmeside. Hvis borgeren ikke havde en Flashplayer i den rigtige version, kunne han ikke søge om tilskud. Dette blev værre af, at den enkelte borger ikke havde nogen chance for at forberede sig på situationen, før ansøgningsperioden begyndte, og at tilskud uddeltes efter "først til mølle"-princippet. Hvis borgeren således ikke tilfældigvis havde installeret den korrekte Flash-player, kom han bag i køen eller kunne slet ikke ansøge.
De svar, som borgerne modtog på deres ansøgning, blev udsendt i Microsoft Word-format. Først efter en del presseomtale blev dette ændret.
Systemet til boligforbedringer blev bestilt og konstrueret mere end et år efter det indførte krav om, at alle nye systemer skulle kunne modtage dokumenter i ODF/OOXML.
-
På høringsportalen under borger.dk, udgives en del høringsmateriale kun i Microsoft Word-format. Et par eksempler er høring om Bekendtgørelse om den københavnske metro med høringsperiode 26.11.2008 - 05.12.2008 og høring om Udkast til regelsæt om konvertering af bil med forbrændingsmotor til elbil med høringsperiode 04.05.2009 - 28.05.2009.
Forholdet forværres af, at for både PDF- og Microsoft Word-dokumenter bliver MIME-typen fejlagtigt sat til "application/xyz", hvilket betyder at en korrekt fungerende browser ikke ved, hvilket program, der skal anvendes til at vise filerne. Kun Microsoft Internet Explorer kan automatisk åbne dokumenterne, da den - i strid med HTTP-standarden - kigger på filnavnets endelse. (siden besøgt 26. maj 2009)
Selv IT- og Telestyrelsen lægger høringsdokumenter ud i Microsoft Word-format: Høring over europæiske telekommunikationsstandarder - PE 2009-0926, høringsperiode 09.07.2009 - 28.08.2009. (siden besøgt 20. juni 2009)
- IT-Politisk Forening sendte en mail til Folketingets udvalget for videnskab og teknologi - det selvsamme udvalg som arbejder med indførelsen af åbne standarder. Alligevel modtog vi bekræftelse på modtagelse af mailen i form af en mail med et vedhæftet dokument i MIcrosoft Word-format.
- Hvis man vil udtage stævning ved en dansk domstol, skal man bruge en stævningsblanket. Sådanne kan downloades på domstol.dk - men kun i Microsoft Word-format. Det samme gælder for blanketter til svarskift. (siden besøgt den 23. august 2009)
- Hvis man ønsker at anvende en VHF-radio ombord på en båd, skal man have et radiocertifikat og et kaldesignal. Søfartsstyrelsen har en hjemmeside om dette, men såvel vejledningen om prøven som listerne over planlagte prøvedatoer, ligger kun tilgængelige i Microsoft Word-format. (siden besøgt 26. maj 2009)
- Et medlem af IT-Politisk Forening henvender sig som almindelig borger til Århus Kommune ved at sende dem en almindelig email. Kommunen svarede tilbage i et dokument i Microsoft Word-format vedhæftet til en email. (svaret fra kommunen er dateret 22. september 2008)
- På Arbejdsdirektorates hjemmeside findes diverse blanketter. Mange af disse blanketter findes ikke i et åbent dokumentformat, men skal udfyldes online i en Java-Applet. Der er altså tale om, at brugeren skal køre et fremmed program på sin computer. Der tages ikke højde for, at brugeren muligvis ikke har mulighed for eller ønske om, at afvikle et Java-program.
Et eksempel på disse blanketter er Ansøgning om uhævede feriepenge. (siden besøgt 20. juli 2009)
En yderligere komplikation var, at sidens certifikat udløb i marts 2007, hvilket gav en sikkerhedsadvarsel til brugerne. Arbejdsdirektoratets anbefaling var, at brugerne skulle ignorere sikkerhedsadvarsler.
- I forbindelse med drift af fællesgård, og senere overgang til gårdlaug, sender Grønne Gårde under Københavns Kommune adskillige dokumenter i Microsoft Word- og Microsoft Excel-format til et medlem af IT-Politisk Forening (foråret 2009).
- Kulturministeriets kulturpulje til hele landet kan kun søges ved brug af et ansøgningsskema i Microsoft Word-format. (siden besøgt 1. december 2009)
Hvis du kender til flere eksempler, som vil passe på denne liste, så skriv en mail om det til bestyrelsen@itpol.dk